|
Nyt om digital inklusion - tema om digital sikkerhed
|
Kære læser I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse om den nationale cybersikkerhedsmåned, en ny kampagne om identitetstyveri og om gode råd til, hvordan du styrker dine kodeord. Du kan også læse om, hvordan MitID fremover bliver mere synlig. Tak fordi du læser med.
|
|
|
|
|
|
|
Oktober er national cybersikkerhedsmåned
|
Oktober står i cybersikkerhedens tegn, når den nationale cybersikkerhedsmåned for fjerde år i træk afholdes. Over fire uger vil organisationer, borgere og virksomheder i Danmark blive klogere på, hvordan man bedre kan beskytte sig digitalt.
Der er fart på digitaliseringen af vores samfund, og det giver nye muligheder for mange af os. Men digitaliseringen går også hånd i hånd med trusler om hackerangreb og øget it-kriminalitet. Derfor sætter cybersikkerhedsmåneden fokus på at ruste danskerne til en hverdag med flere digitale trusler.
|
|
Mange spændende aktiviteter på programmet
|
Måneden byder på et bredt udvalg af gratis aktiviteter, der skal udbrede viden og gode råd om cybersikkerhed. Vi kan kort fremhæve følgende aktiviteter:
- En ny kampagne om identitetstyveri fra Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner.
- Cybersikkerhedsrådet og Rasmus Brohave inviterer til klassens time om cybersikkerhed for alle 8. klasser i landet.
- Book et oplæg om cybertruslen hos Center for Cybersikkerhed, der giver indblik i den aktuelle cybertrussel, som Danmark står overfor.
|
|
Indmeld jeres aktiviteter til os
|
Har I allerede planlagt en aktivitet i løbet af cybersikkerhedsmåneden, kan I indsende den på sikkerdigital.dk her, så den fremgår af kalenderen for måneden på siden.
I kan på sikkerdigital.dk også finde inspiration til aktiviteter, så I nemt kan tage del i cybersikkerhedsmåneden.
|
|
|
|
|
|
|
|
Ny kampagne giver huskeregel til at passe på sine personlige oplysninger
|
Den 28. september lancerer Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med KL og Danske Regioner en ny kampagne, der sætter fokus på budskabet: ”Banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede om personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald".
Formålet er at hjælpe danskerne til at være opmærksom på, hvem de deler deres personlige oplysninger med, så oplysningerne ikke havner i de forkerte hænder.
|
|
Vær kritisk ved uopfordrede henvendelser
|
Svindlere kan være svære at gennemskue – især når de udgiver sig for at fra en troværdig instans som fx banken eller en myndighed. Ofte vil de give udtryk for, at det haster med at få ens personlige oplysninger fx for at afværge et ”igangværende angreb” på netbanken. Her forsøges borgerens personlige oplysninger franarret for efterfølgende at blive anvendt til at begå kriminelle handlinger. Og her kan det være en god huskeregel, at banker og offentlige myndigheder ikke uopfordret vil sende en mail, SMS eller ringe en op for at få personlige oplysninger.
|
|
Følg tre råd til at passe på dine personlige oplysninger:
|
- Opgiv ikke uopfordret personlige oplysninger som NemID-/MitID-oplysninger og kodeord over mail, SMS og opkald.
- Stop op og lad dig ikke presse, selvom der i henvendelsen står, at det haster.
- Kontakt selv virksomheden eller myndigheden på deres hovednummer, hvis du er i tvivl om afsenderen er ægte.
Som en del af kampagnen ligger der på sikkerdigital.dk tre små film med Bodil Jørgensen om budskabet, artikler og en quiz til at hjælpe med at gennemskue falske mails, sms’er og opkald.
|
|
|
|
|
|
|
Gode råd til, hvordan du styrker dine kodeord
|
Dårlige vaner med kodeord gør det nemmere for andre at få adgang til private oplysninger i mail, netbank eller på sociale medier.
Heldigvis kan man rette op på de dårlige vaner ved at følge et par gode råd.
|
|
Hvad kan du selv gøre?
|
Du kan gøre rigtig meget for, at andre ikke får adgang til dine forskellige konti. Blandt andet ved at bruge stærke kodeord, der er kendetegnet ved at bestå af minimum 12 tegn med brug af både store og små bogstaver eller tal. Men selv det stærkeste kodeord bliver svagt, hvis det deles med andre. Eller hvis samme kodeord genbruges flere steder. Du kan overveje at benytte en password-manager, som er en app eller et program, der hjælper dig med at holde styr på dine kodeord.
Trin til et stærkt kodeord:
- Består af 12 eller flere tegn.
- Indeholder både store og små bogstaver eller tal.
- Er usædvanligt og svært at gætte for andre.
- Deles ikke med andre.
- Anvendes ikke flere steder.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Nyhedsbrevet er udformet, så du kan klippe de dele af nyhedsbrevet ud, der er relevante for jeres medlemmer eller målgrupper. Du kan frit anvende indholdet på egne platforme, i nyhedsbreve eller andre steder, der giver mening. Skriv til os, hvis du har kommentarer til indholdet i nyhedsbrevet eller forslag til emner på mail digitalinklusion@digst.dk.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
MitID bliver mere synlig
|
Mere end 4,5 mio. NemID-brugere har nu fået MitID. Mange har efterspurgt at kunne bruge MitID flere steder. Det kan de nu, hvor MitID er blevet automatisk førstevalg på offentlige hjemmesider.
|
|
NemID udfases
|
Lukningen af NemID sker i faser, og over tid bliver det mere og mere begrænset, hvor man kan bruge NemID. Foreløbig er det stadig muligt at skifte fra MitID til NemID i fanebladene i log-in-vinduet.
Fra 31. oktober kan man ikke længere bruge NemID i banken – heller ikke til at handle på nettet. Har du ikke fået MitID endnu, er det ved at være tid. Frem til 31. oktober kan man stadig få MitID gennem sin bank. På MitID.dk vil man stadig kunne få MitID et stykke ind i det nye år ved at identificere sig med NemID.
Den tekniske nedlukning af NemID sker 30. juni 2023.
Hvis du har glemt dit bruger-ID eller bare er i tvivl om, hvordan du bruger MitID, kan du hente hjælp på MitID.dk
|
|
|
|
|
|