Mandag den 10. januar åbnede Digitaliseringsstyrelsen igen for, at leverandører og myndigheder kan integrere til Digital Post-løsningens produktionsmiljø for at foretage produktionsafprøvning. Denne første af tre faser løber fra den 10. januar og frem til søndag den 6. februar.
Herefter påbegyndes en oprydningsfase, hvor alle meddelelser fra den første fase slettes. Oprydningsfasen forventes at vare to uger, hvori der lukkes for distributionskomponenten i løsningen, således at der ikke kan sendes post.
Slutteligt følger en driftsfase, hvor Digital Post er i rigtig drift, og alle interaktioner med miljøet vil være permanente. Det vil sige, at I som myndighed kan sende ind i den nye løsning i denne fase. Der kommer ikke en yderligere oprydning efter driftsfasen.
Digitaliseringsstyrelsen leverer en mere detaljeret plan for driftsfasen i starten af uge 6, som vil have særlig fokus på ugen op til go-live den 21. marts.
Det skal I vide, inden I gennemfører produktionsafprøvningen
Det skal understreges, at test til stadighed skal udføres på vores testmiljø, og at produktionsafprøvning alene har til formål at verificere gennemløb i produktion. Produktionsafprøvning skal derfor laves efter, at jeres testforløb i testmiljøet er gennemført.
Det er desuden en generel pointe for alle faser, at man ikke må foretage ændringer i data med borgerservicerollen i Administrativ Adgang før go-live. Dette omhandler blandt andet ”fritagelser af borgere”, ”tilmelding til NemSMS” og så videre.
|